Myter

I litteraturen benyttes en række myter gang på gang; dette kan være bevidst eller ubevidst fra kunstnerens side.

Myterne spiller sandsynligvis også rolle i almindelig menneskelig tankegang.

Myterne kendes i skriftlig version fra især den græske klassiske oldtid (den tid, som faget oldtidskundskab beskæftiger sig med).

Myterne kan blive brugt meget direkte, men skjulte henvisninger er det normale.

Kendskab til disse myter forøger læserens udbytte af en tekst væsentligt.

Ikarosmyten

Historie. Myten er beskrevet af den romerske forfatter Ovid (lever omkring år 0), men dens forlæg er græsk.
Daedalus holdes sammen med sønnen Ikaros fanget på en græsk ø. For at komme væk laver Daedalus 2 sæt vinger af fuglefjer, og han smelter dem fast på sin og sønnens rygge med voks. Inden han og Ikaros flyver, formaner han sønnen om ikke at flyve for højt, men da de er i luften, flyver Ikaros direkte mod solen, hvorved voksen smelter, og han styrter i havet og drukner. Faderen søger bagefter forgæves efter ham.

Tegn på tilstedeværelse i litterære tekster. Der vil ofte være omtale af vinger, flyvning, fald eller formaninger om ikke at flyve for højt.

Mytens indhold i litterære tekster. Myten fortæller om faderautoriteten og oprøret mod denne autoritet. Den unge er ofte i pubertetsperioden og er ved at frigøre sig fra den faderlige autoritet og det hjemlige miljø. Flyvningen kan skildres som en oplevelse, der åbner for noget helt nyt.
Myten kan også fortælle om drømmen om at nå til klarhed eller at få et bedre overblik, eller den kan fortælle om længslen mod andre muligheder.
Faldet kan indgå (ikke nødvendigvis som noget negativt); angsten for faldet kan være meget tydelig ved nogle lejligheder.

Myten har tydelige paralleller til den kristne syndefaldsmyte.

Eksempel. Folkevisen Germand Gladensvend (Germand flyver over havet som en tydelig løsrivelse fra og protest mod sin mor).
Flyvning og vinger optræder hyppigt i Michael Strunges digte, fx meget tydeligt med næsten direkte henvisning til ikarosmyten i digtet Strålende tid (1981).

Narcissusmyten

Historie. Myten stammer fra den klassiske græske kultur og fortæller om den unge mand Narcissus, der bliver så optaget af sin egen skønhed, at han totalt afviser forbindelser med nogen fra det modsatte køn; dette rammer bl.a. Ekko, som forgæves viser ham sin kærlighed.
Guderne straffer Narcissus ved at lade ham forelske sig i sit eget spejlbillede, som han ser i søens vand, men hver gang han erotisk drages mod dette billede, opløses det af hans egen handling.
Narcissus erkender, at han begærer det, han har, og dette udvikler et dødsbegær hos ham, hvor han mishandler sin smukke krop. På hans dødssted ved søen vokser en lilje (en narcissus = en påskelilje) op, og den spejler sig i søen.

Tegn på tilstedeværelse i litterære tekster. Hyppig omtale og brug af spejle, personen er meget optaget af sin krop og af at forbedre den, personen bruger lang tid på at betragte sit eget udseende, seksuelle partnere udskiftes hyppigt.

Mytens indhold i litterære tekster. Myten træffes hyppigt i det meste af 1980’ernes litterære kunst, men den optræder også i ældre litteratur. Personen viser tydeligt manglende interessere for andre mennesker, og han / hun vil ikke leve op til de krav eller forpligtelser, som andre opstiller. Den narcissistiske person vil selv fastlægge sine livsbetingelser og selv sætte sit liv i scene. I erotiske situationer tænker personen på sit eget udbytte og stort set ikke på partneren. Personen udstråler en stor selvglæde og vil over for andre vise tegn på succes.
Den narcissistiske person har ofte en særdeles ustabil og svag personlighed, og der er tydelig angst for at engagere sig, fordi man herved kan miste sin selvvurdering.

Eksempel. Mange af personerne i Vita Andersens digte viser klar narcissisme.
I Mette Thomsens roman Plastic (1995) møder vi en kvinde, som investerer alle sine penge og al sin energi i at få det perfekte udseende gennem en række plastiske operationer; når hun er sammen med andre, tænker hun kun på, hvordan hun virker på dem.

Pygmalionmyten

Historie: Den græske sagnfigur Pygmalion var en meget dygtig billedhugger, som især kunne fremstille utrolig flotte kvindeskulpturer i marmor. Som ung så han forfærdelige eksempler på kvindelig utugt og skamløshed, og dette fik ham til at vende sig bort fra virkelige kvinder med væmmelse. Han lavede en skulptur af en kvinde i elfenben, og denne figur blev så flot, at han forelskede sig voldsomt i figuren; han kærtegnede og kyssede figuren, gav den tøj og smykker og lod den sove i en seng med silkelagner. Han blev bønhørt af guderne, da han bad om, at skulpturen skulle blive gjort levende.

Tegn på tilstedeværelse i litterære tekster. Der vil ofte være skildring af personer, som i det ydre er utrolig smukke, og dette kan være kombineret med en markering af kontrasten mellem ydre og indre kvaliteter.

Mytens indhold i litterære tekster. Der er tale om en skabelsesmyte, hvor den personlige forfængelighed skaber en anden person. Ofte vil der på kritisk måde blive lagt vægt på forskellen mellem det døde og uforanderlige og det levende, som hele tiden ændrer sig og ældes. Der vil ofte være en kritik af det idealbillede, som vi alle er tilbøjelige til at skabe. Myten kan bruges til at kritisere mænds tilbøjelighed til at skabe drømme om, hvordan den perfekte kvinde skal se ud, hvor mænd samtidig ser bort fra det indre indhold. Myten kan blive brugt til at fortælle om forandringen og forfaldet som noget smukt, modsat det døde og kunstigt frembragte ideal, der ved sin uforanderlighed netop bliver noget ikke smukt.

Eksempel. H. C. Andersens fortælling Dejlig (1859) har modsætningen mellem en smuk men tom kvinde over for en mindre smuk men indvendigt rig kvinde.
Dorrit Willumsens roman Programmeret til kærlighed (1984). En kvindelig ingeniør skaber den perfekte kvinde (ud fra mænds synspunkt), og i romanen bliver ingeniøren selv forelsket i den kunstigt skabte kvinde.

Syndefaldsmyten

Historie. Syndefaldet skildres i 1. Mosebog kapitel 2 og 3.
I Paradis lever Adam og Eva en tilværelse, hvor nøgenhed er naturlig, og hvor de ikke kender forskel på godt og ondt eller mand og kvinde. Gud har forbudt dem at spise af kundskabens træ, fordi de da vil kende forskel på godt og ondt, og fordi de så vil blive dødelige.
Slangen lokker Eva til at plukke og spise en frugt fra kundskabens træ, og Eva lader også Adam spise af frugten. Umiddelbart efter skjuler de deres nøgenhed med figenblade, og de skjuler sig for Gud, da han kommer i Paradisets have. Gud fordømmer deres handling, og han udviser dem af Paradis med en række forbandelser: De er nu begge dødelige, kvindens graviditet vil være præget af besvær, og fødsler vil ske i smerte; Adam skal arbejde i sit ansigts sved for at skaffe føde. Efter forvisningen sætter Gud vagter ved Paradisets have.

Tegn på tilstedeværelse i litterære tekster. Der vil ofte forekomme slangelignende væsner, deling af frugt mellem to personer af hver sit køn, nøgenhed, truende eller forbydende væsner.

Mytens indhold i litterære tekster. Ofte vil man møde skildringer af børn, som er i en overgangsfase (pubertet) fra den barnlige uskyld (leve efter sin natur, i harmoni med sine omgivelser, nøgenhed som noget uproblematisk, ingen skamfølelse, ingen afgørende bevidsthed om kønsforskelle) til den voksne situation (kulturelementer bestemmer måden at leve på, konfliktfyldt tilværelse, skamfølelse eller direkte ubehag ved nøgenhed, kønsforskel som et problem, normer eller moral styrer den seksuelle drift, en bevidsthed om eller frygt for døden, skyldfølelse og i alvorlige tilfælde direkte angst og ustabilitet, konflikt mellem følelse og fornuft).
Drømmen om at komme tilbage til tilværelsen før syndefaldet skildres hyppigt i litterære tekster, hvor den blandt mange muligheder kan skildres ved, at personerne flyttes til et område uden for den normale kultur.

Eksempel: Peter Ronild: Hvad laver I her? (1959). Novelle med meget tydelige hentydninger til syndefaldsmyten.

Ødipusmyten

Historie. Den græske forfatter Sofokles har skrevet skuespillet Kong Ødipus (ca. 350 f.v.t.) på grundlag af gamle sagn. I skuespillet hører vi om et kongeligt ægtepar, som får at vide, at skæbnen har bestemt, at deres søn Ødipus vil slå sin far ihjel og gifte sig med sin mor. I rædsel over denne skæbne lader ægteparret en hyrde føre sønnen væk for, at han kan dø, når han efterlades i naturen. Hyrden forbarmer sig dog over barnet og giver det til en anden hyrde, som giver det til et barnløst kongeligt ægtepar, der tager barnet til sig som deres søn.
Som voksen får Ødipus af oraklet i Delfi sin skæbne at vide.
På et senere tidspunkt møder Ødipus nogle mænd, som han dræber; iblandt disse dræbte er Ødipus’ biologiske fader, hvilket Ødipus ikke er klar over.
Nogen tid efter møder Ødipus en dronning, som han gifter sig med, og hun er, uden han ved det, hans biologiske moder; sammen får de 4 børn.
Senere erfarer Ødipus, hvad han har gjort, og at han dermed har opfyldt sin skæbne. Hans biologiske moder erfarer også sandheden, og hun begår selvmord. Ødipus stikker sine øjne ud i forfærdelse over det, han har gjort.
Ødipus’ liv og hans handlinger er udtryk for gudernes vilje; selv er han egentlig uskyldig, da han ikke har kunnet vide, hvad han har gjort.

Tegn på tilstedeværelse i litterære tekster. Man vil normalt se, at en dreng har stærke moderbindinger, som evt. kan være af erotisk art.
Psykoanalytikeren Sigmund Freud mente, at alle drengebørn i deres opvækst gennemgår en fase, hvor de er forelsket i deres moder og anser faderen som en rival, de gerne vil have fjernet.
Hos piger fandt Freud en lignende fase (elektrakomplekset): Pigen er i en periode forelsket i sin fader og betragter moderen som en konkurrent.

Mytens indhold i litterære tekster. Symbolsk kan der være tale om, at sønnen skal overtage faderens magt og privilegier.
Den tabubelagte forestilling om samleje med moderen kan vise sig i fortrængt eller forvansket form, og den vil ofte på grund af sit tabuindhold være ledsaget af væmmelse og afsky.
Tekster med en svag søn, som er bundet til en levende eller afdød moder, peger på ødipusmyten.

Eksempel. Klaus Rifbjergs roman Den kroniske uskyld (1958) indeholder elementer fra ødipusmyten: Den faderløse Tore er så bundet til sin moder, at han ikke kan gå i seng med Helle.
(Elektrakomplekset. Sangerinden Gittes sang, Når jeg bliver en stor pige, vil jeg giftes med farmand, er et tydeligt eksempel.
I Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld er den faderløse Helle ikke i stand til at gå i seng med Tore, fordi hun ikke kan udkonkurrere sin dominerende moder, fru Junkersen).

Kilde:

Ove Benn og Jørn Jacobsen: Mytemotivet i dansk litteratur – en antologi, Systime 1999

Jørgen Lund 99

Startside